Eventyret er igang....

Det fantastiske land der hedder Mongoliet har nu været mit hjem i næsten 5 måneder. De sidste 3 har jeg været så heldig at have min kæreste ved min side, og det er jo dejlig. Sammen har vi lavet en masse sjov. Og her kommer en hurtig opdatering af hvad det har været. Guidetræning. Vi har trænet de spejdere der skal være guider til sommer. Vi gjorde det af 2 omgange. Første træning forgik i Ulaan Baatar hvor det hele var teoritisk. Der blev der lavet første hjælp, forklaret om hvad service er og trænet i hvordan man på engelsk siger, Welcome to Mongolia, my name is Sarnai and im your guide. Det var dejligt at opleve dem alle sammen tage tingene til sig og øve. Vi havde fået fat i spejdere der synes at turisme er spændende, men som ikke tidligere har haft noget som de kunne bidrage med til Scouts Of Mongolia. Så de var alle meget spændte da vi en måned senere skulle på den praktiske tur. Vi have fået lavet en tur hvor vi kunne komme ud og se Khakorin(Chinggis Khans gamle hovedstad) og øve hvordan man præsenterer en atraktion for turisterne. Jens og jeg var de eneste der var med til at evaluere så det var hårdt at være på hele tiden, for selvom de holdt præsentationerne så skulle vi jo være vågne og give dem ros for fremskridt, og diplomatisk fortælle dem hvis vi ikke synes at der var fremskridt. Gobi. Mellem de to gange træning havde vi tid til en ferie. Det var skønt at have noget tid til bare at nyde Mongoliet. Turen gik til Gobi hvor vi så den endeløse steppe, kameler, heste, vilde geder og i det hele taget Mongoliets fantastiske natur. Det er noget helt andet at være af sted og se landet end at sidde i Ulaan Baatar. Vi kom til nogle forskellige nomade familier som bød os velkommen. Et af stederne fik man virkelig en fornemmelse af hvor hårdt det er at være familiemor i Mongoliet. Pigen vi mødte havde lige født 3 dage inden og var nu klar på motorcykel til at tage fat i de pligter der følger når man vil overleve i gobi, med sandstorme og hede som en del af hverdagen. Der blev redet på Kameler, boet i ger, taget billeder og ikke mindst hygget som der jo skal når man har ferie. Regional tour. Efter gobi og guidetræning havde vi så lige en enkelt dag i Ulaan Baatar inden vi tog af sted på Regional tour. Reginal tour har vi så været på den sidste måned. Turen er gået igennem hele det vestlige Mongoliet. Vi har lavet træning for i alt 200 spejdere og ledere i 5 forskellige aymags (distrikter) i Mongoliet. Vi startede i Bayanhonger, som er en mærkelig blanding af en provins. Med frodige bjerge mod nord, hvor livet er godt og grønt om sommeren og med Gobi ørkenen mod syd hvor livet er svært for alle. Vi var der i 2 dage og på 3 dagen var vi ude ved nogle hot springs. Her var der kilder der smagte af svovl, men som var godt for både det ene og det andet. Vi blev enige om at dem der har fundet på at vandet det ene sted skulle være godt for maven og et andet sted godt for øjnene, havde haft det meget sjovt da det fandt på det. Og især da de så fandt ud af at der faktisk var nogen der drak vandet og troede på at det var godt… Derefter tog vi en tur til Gov-Altai. Hovedstaden Altai var meget fattig og det var tydeligt at distriktet havde været meget hårdt ramt af den zuud der ramte mongoliet i 1999-2001. Det var nogle meget hårde vintre hvor der faktisk blev erklæret hungersnød i Monogliet hen over vinter, og over halvdelen af alle dyr i denne aymag døde i de år. Det gjorde at mange søgte til byen men der var heller ikke arbejde her til dem. Vi mødte trods de hårde kår kun glade mennesker, der synes det var fantastisk at vi havde lyst til at hjælpe dem ved at komme og lave spejderarbejde. Vores rejse bragte os fra Altai og til den største by i det vestlige Mongoliet, Khovd. Khovd er en dejlig by, med alle moderne faciliteter som man ønsker sig. Der er badehus hvis man skulle ønske et bad, og en biograf med de seneste mongolske film. Byen ligger i en dal mellem flere store bjerge. På den ene side ligger ”Red goat mountain”, bjerget røde ged, hvorfra der er fantastisk udsigt over hele byen og de omkringliggende snetoppe. Jens og jeg var deroppe en dag og nød udsigt, stilhed og solskin som gav de første røde mærker på den ellers så hvide hud. Det var også i Khovd at det begyndte at være en virkelig speciallitet at der var vesterlændinge. Det vil sige at alle de steder vi gik blev der hele tiden sagt Hi eller Hallo. Der bliver kigget og grinet over de meget mærkelige hvide mennesker. Så hvis man på noget tidspunkt har haft lyst til at være kendt så er den følelse da blevet manet til jorden her. Det eneste man har lyst til ny er bare noget fred og ro så man kan være sig selv. Vores rejse førte os videre til Ölgi, hvor ikke bare landskabet skifter, men også kulturen. Det er nemlig kazaker der bor her, og ikke mongoler. De taler kazak, som på mange måder minder mere om russisk end om mongolsk. Her fik jeg halsbetændelse, så det var meget spændende at blive tilset af en kazak læge der først skulle have oversat til mongolsk, dernæst kunne en af vores venner oversætte til engelsk og derefter kunne jeg svare og hele tromlen gik den anden vej. Jeg er aldrig før blevet tilset af en læge med 4 andre mennesker i lokalet. Men det var jo en oplevelse. Sidste stop på hvad vi kalder regional tour var i Ulangom. Her havde der ikke været kontakt til i lang tid så hende der stod for det var ikke sikker på at vi kom. Men som rigtige mongoler så blev det hele stillet op i løbet af ingen tid. Så sidste træning blev holdt og igen havde vi ikke andet end glade deltagere. Det kunne også blive til en tur til Uvs sø. Uvs er den største sø i mongoliet og det virker lidt som om at man sidder ved et hav når man kigger ud over, for man kan ikke se til den anden side. Det var så også i Ulangom at vi sagde farvel til de andre på rejsen. De tog direkte med fly til Ulaan Baatar mens Jens og jeg kørte videre mod Moron, hvor vi er nu. Det var en lang tur. 2 dage på grusveje, igennem ørken, græsstepper, hård blæst, regn og i går kunne det endda blive til lidt sne. Nu har vi 14 dage endnu til at undersøge mange af de steder som der kommer turister til når kalenderen skriver juli. Det vil sige at vi skal til endnu en sø, til en udslugt vulkan, til mongoliets største vandfald, og igennem flere nationalparker. Det er fantastisk at køre i det Mongolske rige, som jo kan byde på alt, og med sikkerhed en masse overraskelser! Kram herfra hvor eventyret er i fuld gang, Malene.