Ulaan Baatar - Nu er det hverdag.

Kære Alle.

Hvor tiden dog flyver. Vi har allerede været i Mongoliet i en måned. Vi har fået en hverdag op og køre og det er nok også derfor jeg synes det er svært at finde noget at skrive til jer om.. For nu er denne ellers spændende verden ved at være hverdag.

Det har været svært for mig at finde mig til rette her i Mongoliet. Det er svært når mit arbejde bygger på at jeg skal få andre til at være interesserede i Mongoliet, men jeg så ikke selv kan finde ud af hvad jeg lige synes. Der er så mange ting hvor man tænker at det kan da ikke være rigtigt at man kan få et land til at fungere når tingene er sådan. Men det kan man, og det må jeg jo så prøve at vænne mig til. Jeg har fået det bedre og synes nu igen at der er en masse ting som er sjove, men der er bare også mange ting som i dag er sjove og som man godt kan irritere sig over i morgen. Men det er vel en del af charmen.

Mongolerne har et meget mærkeligt forhold til tid.. Eller skulle man sige at problemet nok er at de ikke har noget forhold til tid.. Jeg er ved at falde ind i rytmen, men det ville ikke være muligt for mig i Danmark at aftale et møde med nogen til frokosttid.. Man ville altid aftale kl 12 eller 13, men i dag har jeg altså møde omkring frokost. Så må vi jo bare se hvornår det bliver. Jeg har også en aftale i aften hvor vi bare skal mødes sidst på eftermiddagen. Jeg tror virkelig kun det er her at det kan lade sig gøre at sige sådan.

En simpel ting som at krydse gaden er også blevet utroligt spændende.. For man kan vælge at krydse hvor der er et fodgængerfelt eller man kan bare krydse.. Det betyder egentligt ikke så meget for der er ikke noget der stopper for fodgængerfeltet alligevel. Så kan man jo lige så godt gå over den 5 sporede vej. En meget simpel måde at gøre det på er at man lige så stille tager en bane af gangen.. Så vinker man ellers til de chauffører der kommer kørende ligesom for at sige tak for at de holder tilbage. Og det virker for det meste, men man får lidt hjertebanken de første par gange. Frederik og jeg har lidt sjov med at se om man kan komme gående hen til en vej og så komme over uden at stoppe. Man kan sige at det er ikke så farligt her eftersom gennemsnits hastigheden på den største vej er ca 40 km i timen, men man skal alligevel ha lidt is i maven for at komme over.

Nå men nok om mærkelige mongoler... For at give en lille opdate på hvad der sker med mit arbejde så er det også ved at tage form. Jeg har holdt en del møder med Adiya som er ham som jeg hovedsageligt skal samarbejde med. Han har fundet frem til 6 mongolske spejdere som studerer noget forskelligt men hovedsageligt studerer de Tourism Management. Det vil sige at de er spejdere som virkelig synes det kunne være spændende at få rejsebureauet op og køre og det er fedt at der er så meget energi omkring det. Man kan sige at det også er nødvendigt for allerede her til sommer kommer der 100 rejsende igennem det lille nystartede bureau. Så det må man jo sige er et dejligt tal!

Nå men jeg skal til at gøre mig klar til at tage på trænings kursus i Aravacher. En lille by der ligger godt 400 km fra UB. For at i kan få lidt en fornemmelse af vejenes tilstand så kommer det til at tage omkring 9 timer at køre den tur... Men det bliver sikkert en oplevelse. Jeg håber at i alle har det dejligt!

Kram Malene