Et billede mere....

Kunne ikke lige faa den til at tage dette billede med... Saa maa vi jo bare sende det igen... Er vi ikke hyggelige?? Og her det sidste billede i Ulangom inden de andre rejste... Fra venstre Frederik, Hosoo, Jens, Mende, Ganaa, Sereeter og Malene. Nu er vi saa kun Hosoo, Jens og jeg tilbage.

Store kram til alle jer i Danmark, Malene

Eventyret er igang....

Det fantastiske land der hedder Mongoliet har nu været mit hjem i næsten 5 måneder. De sidste 3 har jeg været så heldig at have min kæreste ved min side, og det er jo dejlig. Sammen har vi lavet en masse sjov. Og her kommer en hurtig opdatering af hvad det har været. Guidetræning. Vi har trænet de spejdere der skal være guider til sommer. Vi gjorde det af 2 omgange. Første træning forgik i Ulaan Baatar hvor det hele var teoritisk. Der blev der lavet første hjælp, forklaret om hvad service er og trænet i hvordan man på engelsk siger, Welcome to Mongolia, my name is Sarnai and im your guide. Det var dejligt at opleve dem alle sammen tage tingene til sig og øve. Vi havde fået fat i spejdere der synes at turisme er spændende, men som ikke tidligere har haft noget som de kunne bidrage med til Scouts Of Mongolia. Så de var alle meget spændte da vi en måned senere skulle på den praktiske tur. Vi have fået lavet en tur hvor vi kunne komme ud og se Khakorin(Chinggis Khans gamle hovedstad) og øve hvordan man præsenterer en atraktion for turisterne. Jens og jeg var de eneste der var med til at evaluere så det var hårdt at være på hele tiden, for selvom de holdt præsentationerne så skulle vi jo være vågne og give dem ros for fremskridt, og diplomatisk fortælle dem hvis vi ikke synes at der var fremskridt. Gobi. Mellem de to gange træning havde vi tid til en ferie. Det var skønt at have noget tid til bare at nyde Mongoliet. Turen gik til Gobi hvor vi så den endeløse steppe, kameler, heste, vilde geder og i det hele taget Mongoliets fantastiske natur. Det er noget helt andet at være af sted og se landet end at sidde i Ulaan Baatar. Vi kom til nogle forskellige nomade familier som bød os velkommen. Et af stederne fik man virkelig en fornemmelse af hvor hårdt det er at være familiemor i Mongoliet. Pigen vi mødte havde lige født 3 dage inden og var nu klar på motorcykel til at tage fat i de pligter der følger når man vil overleve i gobi, med sandstorme og hede som en del af hverdagen. Der blev redet på Kameler, boet i ger, taget billeder og ikke mindst hygget som der jo skal når man har ferie. Regional tour. Efter gobi og guidetræning havde vi så lige en enkelt dag i Ulaan Baatar inden vi tog af sted på Regional tour. Reginal tour har vi så været på den sidste måned. Turen er gået igennem hele det vestlige Mongoliet. Vi har lavet træning for i alt 200 spejdere og ledere i 5 forskellige aymags (distrikter) i Mongoliet. Vi startede i Bayanhonger, som er en mærkelig blanding af en provins. Med frodige bjerge mod nord, hvor livet er godt og grønt om sommeren og med Gobi ørkenen mod syd hvor livet er svært for alle. Vi var der i 2 dage og på 3 dagen var vi ude ved nogle hot springs. Her var der kilder der smagte af svovl, men som var godt for både det ene og det andet. Vi blev enige om at dem der har fundet på at vandet det ene sted skulle være godt for maven og et andet sted godt for øjnene, havde haft det meget sjovt da det fandt på det. Og især da de så fandt ud af at der faktisk var nogen der drak vandet og troede på at det var godt… Derefter tog vi en tur til Gov-Altai. Hovedstaden Altai var meget fattig og det var tydeligt at distriktet havde været meget hårdt ramt af den zuud der ramte mongoliet i 1999-2001. Det var nogle meget hårde vintre hvor der faktisk blev erklæret hungersnød i Monogliet hen over vinter, og over halvdelen af alle dyr i denne aymag døde i de år. Det gjorde at mange søgte til byen men der var heller ikke arbejde her til dem. Vi mødte trods de hårde kår kun glade mennesker, der synes det var fantastisk at vi havde lyst til at hjælpe dem ved at komme og lave spejderarbejde. Vores rejse bragte os fra Altai og til den største by i det vestlige Mongoliet, Khovd. Khovd er en dejlig by, med alle moderne faciliteter som man ønsker sig. Der er badehus hvis man skulle ønske et bad, og en biograf med de seneste mongolske film. Byen ligger i en dal mellem flere store bjerge. På den ene side ligger ”Red goat mountain”, bjerget røde ged, hvorfra der er fantastisk udsigt over hele byen og de omkringliggende snetoppe. Jens og jeg var deroppe en dag og nød udsigt, stilhed og solskin som gav de første røde mærker på den ellers så hvide hud. Det var også i Khovd at det begyndte at være en virkelig speciallitet at der var vesterlændinge. Det vil sige at alle de steder vi gik blev der hele tiden sagt Hi eller Hallo. Der bliver kigget og grinet over de meget mærkelige hvide mennesker. Så hvis man på noget tidspunkt har haft lyst til at være kendt så er den følelse da blevet manet til jorden her. Det eneste man har lyst til ny er bare noget fred og ro så man kan være sig selv. Vores rejse førte os videre til Ölgi, hvor ikke bare landskabet skifter, men også kulturen. Det er nemlig kazaker der bor her, og ikke mongoler. De taler kazak, som på mange måder minder mere om russisk end om mongolsk. Her fik jeg halsbetændelse, så det var meget spændende at blive tilset af en kazak læge der først skulle have oversat til mongolsk, dernæst kunne en af vores venner oversætte til engelsk og derefter kunne jeg svare og hele tromlen gik den anden vej. Jeg er aldrig før blevet tilset af en læge med 4 andre mennesker i lokalet. Men det var jo en oplevelse. Sidste stop på hvad vi kalder regional tour var i Ulangom. Her havde der ikke været kontakt til i lang tid så hende der stod for det var ikke sikker på at vi kom. Men som rigtige mongoler så blev det hele stillet op i løbet af ingen tid. Så sidste træning blev holdt og igen havde vi ikke andet end glade deltagere. Det kunne også blive til en tur til Uvs sø. Uvs er den største sø i mongoliet og det virker lidt som om at man sidder ved et hav når man kigger ud over, for man kan ikke se til den anden side. Det var så også i Ulangom at vi sagde farvel til de andre på rejsen. De tog direkte med fly til Ulaan Baatar mens Jens og jeg kørte videre mod Moron, hvor vi er nu. Det var en lang tur. 2 dage på grusveje, igennem ørken, græsstepper, hård blæst, regn og i går kunne det endda blive til lidt sne. Nu har vi 14 dage endnu til at undersøge mange af de steder som der kommer turister til når kalenderen skriver juli. Det vil sige at vi skal til endnu en sø, til en udslugt vulkan, til mongoliets største vandfald, og igennem flere nationalparker. Det er fantastisk at køre i det Mongolske rige, som jo kan byde på alt, og med sikkerhed en masse overraskelser! Kram herfra hvor eventyret er i fuld gang, Malene.

Sammen... Dejligt!

Så er han her... Og hvis du spørger dig selv hvem, så er det jo den fantastiske Jens vi snakker om. Han har været her i 3 uger nu, og meget tydeligt her på bloggen for jeg har jo tydeligvis ikke haft tid til at skrive noget om hvad der sker i min verden...

Men her er travlt! Tiden flyver og der er masser af ting at se til. Efter at Jens er kommet herned har vi arbejdet med et træningskursus der lige er løbet af stablen i sidste uge. Det var et træningskursus for guider der skal med på de forskellige ture til sommer. Det var mig der havde sammensat hele programmet og det er en af de ting der står meget klart i min jobbeskrivelse at jeg skal sørge for, så jeg var ret nervøs for hvordan det skulle gå. Men heldigvis gik det som smurt, og alle deltagerne lærte noget.. Eller det sagde de i det mindste i deres evaluering så det må man jo tro på. De var især vilde med den instruktion Jens lavede om første hjælp. Det var noget som de slet ikke havde haft praktisk før så der rykkede de sig virkelig.

Nu er vi så ved at gøre klar til at vi har projektbesøg fra Danmark. Det vil sige at det er en uge med masser af møder om alt i projektet. Derefter har vi en uge med ferie.. Vi har lige idag haft et møde med en mongolsk pige der kan være guide på vores tur. Hun snakker flydende engelsk og kender en masse til de områder som vi skal til så det bliver rigtig fedt! Jeg glæder mig rigtig til at få lidt ferie og bare slappe af. Ikke at jeg tror at jeg kan tage guide brillerne helt af, men sådan er man vel bare miljøskadet.. I det mindste er der ikke noget med at skulle sidde her foran computeren og være papir spejder.

Så det var lige lidt update fra mig. Bliv endelig ved med at sende mig alle de søde hilsner.. Man bliver så glad!

Kram Malene.

PS: Jeg ville gerne have haft sat nogle billeder på idag, men det kunne computeren ikke lige... Så det må blive senere..

En helt almindelig dag...

Klokken er 8 om morgenen. Det er blevet lyst uden for og hvis man vælger at overhøre bilernes larm og den ellers generelle lyd af morgen virvar i Ulaan Baatar kan man høre fuglene synge. Solens skinner, men ikke ind af mit vindue. Det vender mod nord så den luksus har jeg ikke. Men morgenkåben på og ud i køkkenet hvor der er morgensol og ellers hyggeligt. Det er nemt at lave sig en morgendrik, the eller kaffe, for vi har en vandbeholder i køkkenet der altid har rent vand.. Eller det vil sige at man skal lige tjekke koppen før man drikker for det kan jo være at der er myre i.. De havde nemlig for nogle uger siden valgt at lave rede i bunden af beholderen.. Jeg har en mistanke om at det kan være det der har gjort at jeg havde meget ondt i maven en overgang.. Efter de er fjernet har jeg det i hvert fald meget bedre!

Det er så ellers bare om at komme i gang og i tøjet. Det er koldt i UB så det gælder om at klæde sig godt på.. Det er ikke fordi jeg skal opholde mig meget uden for men det jeg skal må jo godt være varmt. Det eneste jeg skal er at gå uden for bygningen og om ved siden af de mange små kiosker der ligger der. Så skal man ikke gøre andet end at række hånden ud og så stopper der en taxi. Den tager mig hurtigt gennem de myldrende gader… På mongolsk siger man faktisk at dem der kører med taxi ved hvor de skal hen, og taxi chaufføren ved hvordan man kommer dertil. Om det så bliver en tur ind over forskellige parkeringspladser og nogle gang i den forkerte side af vejen så skal man nok komme derhen hvor man gerne vil. Jeg tager hver dag turen til Ich Delgur, som er det store shopping center lige midt i UB. Turen tager 5 min og koster ca 2½ krone. Derfra skal jeg kun lige om på den anden side og så er spejdernes hovedkontor der.

På arbejdet har jeg mit eget bord og jeg er faktisk også blevet så integreret at jeg er kommet på rengørnings rotationen.. Så det er jo dejligt. Alle skal hjælpe til for at kontoret kan fungere, og dermed skal man jo ikke komme som dansker og tro at man er noget specielt.. Efter en halv arbejdsdag er det frokost tid, og det kan man jo passende spise på den lokale mongolske resturent. Det er et lille værelse hvor der står borde pakket sammen op af hinanden. Man kan kigge ud i et lille baglokale hvor der bliver lavet alle forskellige mongolske retter man kunne tænke sig. Jeg er blevet ret vild med nogle friturestegte dej ting, med kød og ris inden i.. Og dem kan man få for 120 tuktug. Eller hvad der svarer til 55 øre. Spis 3 og man er mæt, så det er en dejlig billig løsning for frokost. Tilbage til arbejdet hvor der er en masse at lave.

Projektet kører hårdt på. Der er træningskurser der skal laves. Der er en regional tour hvor vi skal ud og præsentere det akrivitets materiale som vi jo også lige skal lave. Der er ture til sommer, faktisk kommer der til at være ca 100 mennesker der går igennem Scouts of Mongolias nye rejsebureau, Scout Tour.

Når tiden er til det kan man inden turen går hjem smutte forbi et supermarked og købe lidt forskelligt til at lave aftensmad af, eller man kan tage på en resturent igen. Til den pris kan man sige at man næsten ikke kan gøre det bedre selv! Ellers sker det også at jeg smutter en tur forbi en netcafe og snakker lidt med nogle af jer som er så dejlige men alligevel sidder lidt langt væk.

Ellers er det bare hjem og sige godnat så man kan blive klar til endnu en dag i landet med den store blå himmel.

Kram Malene.

Forår

Foråret nærmer sig. Man bliver helt vildt glad når temperaturen stiger. Også selvom det med at det er varmere vil sige at vi lige nu i Ulaan Baatar har minus 5 grader.. Men det er skønt. Man kan klare at være ude uden hue… Selvfølgelig stadig med halstørklæde og handsker, men det er da bedre. Man føler det næsten varmt når man går i solen og man kan jo ikke andet end at nyde det når man kan høre fuglene synge. Boggi og jeg i starten.

Jeg er begyndt til meditation. Jo den er god nok, det viser sig at jeg synes det ville være en god ide at gøre noget sammen med Boggi, som er pigen jeg var i home stay hos. Hun går til meditation hver fredag og jeg var velkommen til at komme med. Det har jeg så været et par gange og det er meget hyggeligt. Jeg synes det er vildt spændende at høre lidt om den religion der bliver dyrket af 90% af mongolerne, nemlig buddhisme. Kurset bliver holdt af en canadier som har viet sit liv til den buddhistiske lære så hun ved virkelig noget om det. Jeg har været der to gange og som i jo nok allerede har gættet så er jeg ikke særlig god til at sidde stille i 15 min og bare kigge ned i gulvet. Men det er en træning og jeg synes det er meget hyggeligt.

Jeg har taget mig sammen. Det kan godt være at der er nogen der ikke lige tror på det når jeg siger at jeg ikke er god til at gå op til folk og præsentere mig selv når jeg bare møder dem på gaden, men det er jeg ikke. Jeg synes det er meget mærkeligt og det viser sig tit at jeg bliver kylling og jeg vil meget hellere krybe i et stort hul end at gå over og sige hej. Men nu har jeg taget mig sammen. For 14 dage siden sad jeg på Neyra, som er en cafe hvor der også er trådløst internet, og så hører jeg at der sidder to engelsk talende lige bag mig. Jeg sad længe og koncentrerede mig om det jeg skulle lave på computeren og blev mere og mere nervøs og tænkte at jeg da bare snart måtte tage mig sammen.. og det gjorde jeg så. De var rigtig søde og jeg har efterfølgende været til pige hygge. Det er virkelig dejligt at snakke med nogen som faktisk forstår alt hvad man siger på engelsk for det er ellers ikke let at finde.

Der er også sket noget andet i mit liv. Jeg har fået en manicure. En fransk manicure for at det ikke skal være løgn. Så lige nu går jeg rundt med meget fine negle og tænker på hvornår jeg mon laver den første skramme i dem. Men der er nu gået næsten 24 timer og de ser stadig fine ud. Men det var i går der var den store dag. Jeg var sammen med Terry som er canadier og som var en af de søde mennesker jeg mødte på Neyra. 1½ time med at få ordnet negle og få masseret hænder og arme.. Jeg var lige ved at falde i søvn men det var da bare så dejligt at blive hygget lidt om. For 2 timer i alt med hyggen om mig betalte jeg den fantastiske sum af 55 kr… Så er det jo lige til at holde til!

I går vidste det sig så også at vi skulle ud og fejre Internationel Womens day. Ja ja jeg ved godt det først er på onsdag men nu var det jo lige i går at general sekratæren var her. Han tager til Indien i morgen og han ville gerne være med, så det blev gjort med vodka og vin på Head quarters. Derefter var der gaver til alle piger, for det skal de jo have når det er kvindernes dag(husk det drenge:o)) og derfor skulle vi alle sammen i teateret. Det var meget hyggeligt. Lidt en blanding af revy og linie 3.. Men selvfølgelig bare på mongolsk. Det havde nogle meget sjovt elementer og Ganaa var sød til at oversætte.. Så vi fik da lidt ud af det, og om ikke andet så fik vi set noget mongolsk teater.
Mig i Arvaiheer. Kunne i se at det var det der står under hesten??

Ellers er den alt overskyggende begivenhed at den gode mand Jens kommer ned til mig om bare 12 dage.. Ikke at jeg tæller.. Smiler..

Kram herfra, Malene.

Ulaan Baatar - Nu er det hverdag.

Kære Alle.

Hvor tiden dog flyver. Vi har allerede været i Mongoliet i en måned. Vi har fået en hverdag op og køre og det er nok også derfor jeg synes det er svært at finde noget at skrive til jer om.. For nu er denne ellers spændende verden ved at være hverdag.

Det har været svært for mig at finde mig til rette her i Mongoliet. Det er svært når mit arbejde bygger på at jeg skal få andre til at være interesserede i Mongoliet, men jeg så ikke selv kan finde ud af hvad jeg lige synes. Der er så mange ting hvor man tænker at det kan da ikke være rigtigt at man kan få et land til at fungere når tingene er sådan. Men det kan man, og det må jeg jo så prøve at vænne mig til. Jeg har fået det bedre og synes nu igen at der er en masse ting som er sjove, men der er bare også mange ting som i dag er sjove og som man godt kan irritere sig over i morgen. Men det er vel en del af charmen.

Mongolerne har et meget mærkeligt forhold til tid.. Eller skulle man sige at problemet nok er at de ikke har noget forhold til tid.. Jeg er ved at falde ind i rytmen, men det ville ikke være muligt for mig i Danmark at aftale et møde med nogen til frokosttid.. Man ville altid aftale kl 12 eller 13, men i dag har jeg altså møde omkring frokost. Så må vi jo bare se hvornår det bliver. Jeg har også en aftale i aften hvor vi bare skal mødes sidst på eftermiddagen. Jeg tror virkelig kun det er her at det kan lade sig gøre at sige sådan.

En simpel ting som at krydse gaden er også blevet utroligt spændende.. For man kan vælge at krydse hvor der er et fodgængerfelt eller man kan bare krydse.. Det betyder egentligt ikke så meget for der er ikke noget der stopper for fodgængerfeltet alligevel. Så kan man jo lige så godt gå over den 5 sporede vej. En meget simpel måde at gøre det på er at man lige så stille tager en bane af gangen.. Så vinker man ellers til de chauffører der kommer kørende ligesom for at sige tak for at de holder tilbage. Og det virker for det meste, men man får lidt hjertebanken de første par gange. Frederik og jeg har lidt sjov med at se om man kan komme gående hen til en vej og så komme over uden at stoppe. Man kan sige at det er ikke så farligt her eftersom gennemsnits hastigheden på den største vej er ca 40 km i timen, men man skal alligevel ha lidt is i maven for at komme over.

Nå men nok om mærkelige mongoler... For at give en lille opdate på hvad der sker med mit arbejde så er det også ved at tage form. Jeg har holdt en del møder med Adiya som er ham som jeg hovedsageligt skal samarbejde med. Han har fundet frem til 6 mongolske spejdere som studerer noget forskelligt men hovedsageligt studerer de Tourism Management. Det vil sige at de er spejdere som virkelig synes det kunne være spændende at få rejsebureauet op og køre og det er fedt at der er så meget energi omkring det. Man kan sige at det også er nødvendigt for allerede her til sommer kommer der 100 rejsende igennem det lille nystartede bureau. Så det må man jo sige er et dejligt tal!

Nå men jeg skal til at gøre mig klar til at tage på trænings kursus i Aravacher. En lille by der ligger godt 400 km fra UB. For at i kan få lidt en fornemmelse af vejenes tilstand så kommer det til at tage omkring 9 timer at køre den tur... Men det bliver sikkert en oplevelse. Jeg håber at i alle har det dejligt!

Kram Malene

Ulaan Bataar

Kære alle.

Så er jeg endelig kommet til Mongoliet og det er dejligt at være her. Det er vildt fedt at kunne sætte nogle ansigter på de mange mennesker som vi har snakket så meget om i projektet og det er fedt at kunne se det land som alle andre der kommer her har forelsket sig i. Jeg kan godt se hvorfor! Alle mongoler er virkelig hjælpsomme og de har meget lyst til at vi skal have det godt. En af de første ting som Adiya, som er internationel commisær, sagde til os var at hvis noget ikke var som det skulle være så skulle vi bare sige til og så ville de ordne det!

Vi har fået en fantastisk lejlighed kun 20 min gang fra centrum selvom det ikke er så meget man går når det er så koldt som det er for tiden. Vi har minus 25 grader men det er strålende solskin. Men det gør at man for det meste tager en taxi, også fordi sådan en koster os max 4 kroner hen til korpskontoret. Det er så vildt.

Lejligheden i sig selv er helt fantastisk. Vi har hver sit værelse og en dejlig stue hvor der er masser af lys og der er alle moderne bekvemmeligheder som man kunne ønske sig som telefon, fjernsyn med 20 mongolske kanaler og Mtv på russisk og en sofa som med lidt held kan blive til en ekstra seng… Så bliver det sku da ikke meget bedre! Smiler.. Der er køkken som også bare kan det hele og for at det ikke skal være løgn så har vi egen vaskemaskine så det er jo super dejligt!

Mit mongolske går godt. Vi har lært at læse det kyrilliske alfabet så den er hjemme så er det bare med at øve hvordan det skal lyde når man skal udtale det på mongolsk! Og hvordan man så sammensætter en sætning af de ord som man så kan sige… Men det skal jo nok komme. Jeg er lige ved at være der i forhold til at køre med taxi lidt højre og venstre og ligeud.. Og så hvor meget det koster så er den hjemme! Smiler. Også det med at forklare om den nærmeste familie og hvad de laver… Det er meget spændende…

Jeg er i home stay i de her dage og det er vildt hyggeligt. Jeg ville gerne bo hos en familie for at være sikker på at jeg kunne bruge at snakke noget mongolsk og jeg skal da lige love for at det er gået i opfyldelse.. Jeg er kommet i en familie hvor der kun er en det kan snakke engelsk. Det er lidt overvældende nogen gange. Når man kommer træt hjem og man måske har lyst til at slappe lidt af så er der en familie som virkelig er interesseret i at man skal lære hvad det vil sige at snakke mongolsk så de går lige igennem alle de ord de har sagt de sidste mange dage ved at pege på tingen og så er det ellers bare for mig at huske hvad det hedder… Nogle gange vælger de så også en spændende vertion… Der peger de bare på noget som jeg ikke kender og forventer at jeg kommer med et bud på hvad det skal hedder.. Det har vi meget sjov ud af.. F.eks. spurgte de i går hvad lysserød hedder på mongolsk og efter som jeg kender ordene for halv og rød så blev det mit bud.. .Det synes de var mægtigt sjovt.. Jeg går ud fra at lyserød på mongolsk ikke hedder ”hagas ulan”….

Ellers tror jeg bare der er tilbage at sige Tillykke med fødselsdagen mor. Tak for vores snak i dag, det var meget hyggeligt – selvom vi blev afbrudt hele tiden.. Smiler.. Ha en dejlig dag!

Kram fra pigen i Mongoliet.

Mere Transibirsk

Ja man kan sige at oplevelsen af at rejse i det russiske er meget anderledes end jeg havde forventet. Jeg ved ikke helt hvad det var jeg troede men det må siges at være en oplevelse at være så tæt sammen med andre mennesker her i toget. Vi har lært de andre ret godt at kende og der er små jokes imellem os. Det er meget hyggeligt. Jeg har brugt det meste af tiden på at sove. Nogle har kaldt mig en koala fordi jeg er i stand til at sove og ikke rigtigt komme ud til noget andet. Det er nu meget hyggeligt og det er svært at få sig selv til at gøre noget andet end at ligge under dynen når det er -43 udenfor og vi missede kul så der var ikke meget varme i vores vogn.

Ellers har vi nu første eksempel på at det er godt at man rejser en dreng og en pige sammen. Den lille konduktør vi har her i vores vogn er gået hen og er blevet ret vild med mig. ( ikke at man kan bebrejde ham det, stakkels mand) men forleden blev det lidt for meget. Jeg var på vej i seng, og skal vi bare sige til referatet at jeg var en smugle beruset. Så kom vores lille kinesiske ven forbi og aede mig på kinden og åbnede derefter han kahyt dør og han synes bestemt at jeg skulle sove inde hos ham.. Det må man sige at jeg var uenig i og jeg vækkede i panik Frederik for at være sikker på at han kunne tage sig lidt af mig. Så var det ellers bare i seng og så prøve at ignorere ham for fremtiden. Frederik er ret gode venner med ham og har altså nu forklaret ham at vi er kærester. Smiler… God Frederik er her!

Nå men ellers er der jo ikke så meget at fortælle. Vi er kommet til mongoliet og venter på at komme videre fra grænsen. Vi har kun 5 timer inden vi skulle være i gode gamle UB. Jeg glæder mig meget til at se hvad den byder på.

Mange hilsner fra pigen i det kolde land.

Transibirsk

Så er vi kommet med den trans sibiriske jernbane. Vi sidder lige nu et sted mellem Omsk og novosibirsk. Vi bor i en lille kahytte med en australsk mand der hedder Ryan. Han er mægtig fin og hyggelig. Ikke særlig organiseret må man dog sige. Han regner med at han kan komme ind i Mongoliet ved at spille dum… Han har nemlig ikke lige fået styr på visum til Mongoliet. Og han rejser med den trans-sibirske om vinteren uden at have medbragt en sovepose. Og selvom der er dejligt varmt i toget for det meste så kryber kulden ind af vinduerne og lige ned på en når man sover. Så jeg er glad for min sovepose må jeg sige. Ellers er det ikke fordi at der er meget plads her hvor vi er. Det eneste man kan er at sove eller ligge og læse eller gå en tur og snakke med nogle af de andre. Det er lidt fantastisk at man er rejst hele vejen om på den anden side af jorden og så er man sammen med danskere, svenskere og tyskere.

Det er en lang tur. Man får ikke meget luft, så derfor står alle klar til at springe ud når der kommer en station. Jeg var også meget med på at hoppe ud i starten, men nu er vi kommet så langt ind i landet at der er – 30 udenfor. Det er ikke just noget at spøge med. Det er så koldt at næsen fryser, meget bogstavligt. Man skal lige bruge et par minutter på at få den tøet op når man kommer ind igen.

Men det er meget spændende at se de mange forskellige stationer. I går var vi et sted hvor vi var nødt til at kravle under toget for at komme over til der hvor man kunne købe noget. Og vi skulle derover for hverken frederik eller jeg havde tænkt så langt at vi havde medbragt toiletpapir… Ikke smart! Men vi kom da under toget og fik snakket med de forskellige mennesker der havde halskæder af tørrede fisk som de meget gerne ville have os til at købe, og vi fik også toiletpapir… Vandafvisende toiletpapir men det er jo bedre end ingenting!

Jeg tror at det er i dag at vi flotter os og går en tur i resturent vognen. Vi har ellers levet af nudler og kartoffelmos. Ikke at det ikke også er fint men man kunne måske godt få lyst til noget andet..

Jeg håber at i alle har det dejligt og jeg skal nok skrive igen!

Kram

Moskva

Saa er vi kommet afsted. Jeg sidder i lobbyen paa vores hotel. Det er et meget hyggeligt hotel hvor der er fint julepyntet over det hele og receptionisterne har fine nissehuer paa.. Det har lige vaeret den rusiske jul saa der er jo ikke saa meget at sige til det. Vi har et fint vaerelse paa 19 etage hvor vi kan se langt vaek men jeg er ikke helt sikker paa hvad det er vi kan se.. Det er i hvertfald ikke centrum af Moskva. Jeg tror vi er ca 20 min vaek derfra med Metro.. Det siger i hvertfald de meget kloge damer inde ved taxi skranken. Moskva har indtil nu vaeret noget af en oplevelse. Vi blev moedt i lufthavnen af en hel masse taxi chauffoerer der gerne ville have os til at tage med dem men vi havde jo heldigvis arrangeret en transfer. Da vi endelig fandt den soede dame der havde et skildt hvor der stod "Andersen + 1" (Jeg ved ikke om det var for besvaerligt at skrive Lauridsen) saa vidste det sig at vi skulle en tur ud og koere med Karl.. Eller jeg ved ikke hvad han hed men vi doebte ham karl.. Han kunne ikke snakke andet end rusisk men han var meget glad for hoejt rusisk musik... Og det var jo ogsaa dejligt! Heldigvis var Frede og jeg saa traette at det ikke gjorde os noget, vi kunne godt sove alligevel. Men nu staar det saa paa den trans - mongolske jernbane. Jeg skal lige hen og ordne billetterne. Vi snakkes paa den anden side af den lange togtur! Stort kram og en smule rusisk, Malene

Afrejse

Kære Alle.

Så er det ved at være tid til at tage afsted fra det ellers så dejlige Danmark, og turen går mod det fantastiske Mongoliet... Frederik og jeg tager med flyveren fra Kastrup imorgen tidlig kl 7.15 og forventer jo så ikke at sætte fod på dansk jord før end midt i august.

Det har været et par dejlige sidste uger i Danmark. Der er både blevet til dejlig jul i det lollandske og kælketur og nytår i Ebeltoft. Her er et lille billede af Jens og jeg fra den flotte nytårs-galla.

Jeg skriver mere undervejs men indtil vi ses igen må i alle have det godt!

Stort kram Malene.